Det er let at dyrke mikrogrønt, men nogle frø kræver lidt ekstra opmærksomhed. Her får du mine bedste tips til dyrkning af mikrogrønt, så du er godt klædt på til selv at dyrke sundt og lækkert mikrogrønt i køkkenet.
Skal mikrogrønt stå mørkt eller lyst?
De fleste frø spirer fint uden lys, men der er enkelte undtagelser.
- Amarant spirer kun i mørke, så dæk spirebakken til, indtil spiringen er godt i gang.
- Citronmelisse spirer kun i lys, så her skal du ikke dække frøene til.
- Rød og sort sennep spirer også bedst med en gennemsigtig dækning, for eksempel husholdningsfilm.
Når frøene er spiret, skal de have lys for at kunne udvikle sig til flotte, grønne planter.
Du kan finde udførlige dyrkningsvejledninger til alle vores frø her.

Hvorfor danner basilikum og karse en gel, når de spirer?
Hvis du dyrker basilikum eller karse, vil du måske opleve, at frøene bliver omgivet af en geléagtig hinde, når de får vand. Det er helt normalt.
Basilikumfrøene skifter samtidig farve fra sorte til grå, når de spirer. Gelen hjælper frøene med at holde på fugtigheden, mens de spirer. Så bliv ikke bekymret, hvis dine basilikumfrø ser anderledes ud end de øvrige frø.
Hvorfor spirer nogle frø langsommere end andre?
Ikke alle frø spirer lige hurtigt. Dild, fennikel, hvidløg, koriander, kørvel og rødbede er blandt de frø, der kan være lidt længere tid om at komme i gang. Der kan godt gå op til en uge, før du ser tydelige spirer.
Hold derfor spirebakken dækket, mens frøene spirer, og giv dem lidt ekstra tid. Det betyder ikke nødvendigvis, at noget er galt, bare fordi nogle frø spirer senere end andre.
Skal frø til mikrogrønt lægges i blød?
Store frø kan med fordel lægges i blød, inden du sår dem. Det gælder for eksempel rødbede, solsikke, tropaeolum og ærter. Læg frøene i blød i 8-10 timer, og så er de klar til at blive sået. Iblødsætningen hjælper de store frø med at optage vand og komme godt fra start.

Er de hvide hår på mine spirer mug?
Nej – de fine, hvide hår, du nogle gange kan se omkring rødderne på dine spirer, er som regel rodhår og ikke mug. Mange frø danner rodhår i spireprocessen, og du kan især opleve dem, når spirebakken har været dækket de første dage. Rodhårene er helt naturlige og hjælper planten med at optage vand.
Hvordan kan jeg se forskel på rodhår og mug?
Rodhår er fine, hvide og fluffy og sidder omkring rødderne. De kan nærmest ligne et lille hvidt net omkring bunden af spirerne. De er helt ufarlige. Du kan se rodhår på radisespirer på billedet.
Mug eller skimmel vil typisk se anderledes ud. Det kan danne mere sammenhængende pletter eller belægninger og kan sprede sig fra et bestemt område. Farven er grålig eller sort. Er du i tvivl, så kig på, hvor det hvide sidder. Sidder det omkring rødderne og følger dem, er det meget sandsynligt rodhår. Hvis der derimod er tegn på mug eller skimmel, er det en god idé at give spirerne mere luft og være opmærksom på, om de får for meget vand.
Kan mikrogrønt gro igen efter høst?
Ja, nogle typer mikrogrønt kan skyde igen, efter du har høstet det. Ærteskud, tropaeolum og hvidløg kan alle skyde igen, så du kan være heldig at kunne høste dem 2-3 gange. Det er en af de hyggelige ting ved at dyrke sit eget mikrogrønt – du kan følge planterne og se, hvordan de udvikler sig fra dag til dag.
Skal man spise hele mikrogrøntplanten?
Ja. Du behøver ikke kun spise toppen. Spis hele stænglen – der er masser af smag og kraft i hele spiren. Klip eller høst mikrogrøntet, når det er vokset til en størrelse, du synes passer, og brug det som frisk topping på for eksempel rugbrød, salater, æg eller aftensmaden.
Kan mikrogrønt opbevares i køleskabet?
Skal du væk et par dage, kan du sætte spirebakken i køleskabet. Den lave temperatur sætter væksten på pause, så spirerne ikke vokser videre, mens du er væk. Når du tager bakken ud igen, fortsætter de med at gro. Det er en nem måde at få mikrogrønt til at passe ind i hverdagen – også når du ikke er hjemme hver dag.
Hvor meget vand skal mikrogrønt have?
Mikrogrønt skal have vand, men det er vigtigt ikke at overvande. Ved almindelig stuetemperatur skal du som udgangspunkt vande dine spirebakker cirka hver anden dag. Men hold øje med hampemåtten og spirerne, da behovet kan variere.
Når du vander, skal vandet gå til underkanten af hampemåtten – aldrig op over måtten. Fuldt udvoksede spirer bruger mere vand end frø, der lige er begyndt at spire.
Hvor skal jeg placere mine spirebakker?
Lys og temperatur har betydning for, hvordan dit mikrogrønt trives. Om sommeren er en nord- eller østvendt placering god, så spirerne ikke står i direkte sol. Om vinteren kan du med fordel vælge en vest- eller sydvendt placering, hvor der typisk er mere lys. På den måde kan du dyrke mikrogrønt indendørs hele året.

Har du lyst til at dyrke dit eget mikrogrønt?
Det kræver ikke meget plads at få en lille køkkenhave til at spire. Med en spirebakke, lidt vand og nogle gode frø kan du hurtigt komme i gang.