Dyrker dine spirer i glas
Har du lyst til at prøve at dyrke spirer uden hampemåtter, så kan du let lave dit eget spireglas af et syltetøjsglas med et stykke gaze som låg, og lave spirer på "bønnespire-metoden".
Velegnede frø til denne metode er f.eks. radiser, broccoli og bukkehorn.
- Skyl først frøene og læg dem derefter i blød i rigeligt koldt vand i 8 - 12 timer. Vandet skal gå godt op over frøene.
- Dræn overskydende vand væk og skyl frøene grundigt under vandhanen.
- Placer frøene i en spirebeholder og skyl dem herefter 2 - 3 gange om dagen. Sørg altid for, at vandet kan dryppe godt af efter skylningen, så spirerne ikke sopper i vand.
- Høst efter 5 - 6 dage når frøene har udviklet det første sæt blade, hvis det er spirer med blade og efter 2 - 3 dage, hvis det er bælgfrugter.
- Opbevares herefter på køl.
- Når du dyrker spirer med blade, behøver de lys fra dag 3.
- Hvis du ønsker at fjerne frøskallerne kan dette gøres ved at nedsænke spirerne i en stor skål med koldt vand. De fleste frøskaller flyder ovenpå og kan herefter fjernes. Sørg for at spirerne er dryppet godt af, hvis de skal på køl.
Valg og opbevaring af frø
Brug kun frø, der er beregnet til spiring. Disse frø er velegnede til formålet samt testet for diverse sygdomsfremkaldende bakterier. De tørre frø holder i årevis, når du opbevarer dem tørt og køligt. Alle Tiny Gardens frø er testet for bl.a. Salmonella, Listeria og E. Coli.
Hygiejne
Brug altid rent vand til at skylle dine spirer i. Vær omhyggelig med at rengøre din dyrkningsbeholder grundigt efter brug. Spirer og mikrogrønt er delikate afgrøder, der kræver god hygiejne ved dyrkningen.
En god hygiejne forebygger infektion med bakterier. Sørg for god luftcirkulation under spiringen. Temperaturer omkring 20 grader er ideelt for både spirer og mikrogrønt. Færdige spirer kan opbevares på køl nogle få dage. Sørg for at de er tørre når de kommes i køleskabet og skyl dem altid grundigt før du spiser dem.