6. Gode råd til ensartet spiring af mikrogrønt

ensartet spiring af mikrogrønt

Det er en fornøjelse at se de første små spirer titte frem. Men nogle gange spirer frøene forskelligt, nogle spirer slet ikke, eller spirerne kommer først efter flere dage.

Heldigvis er der nogle helt almindelige årsager til, at frø ikke spirer eller spirer ujævnt. Her får du mine bedste råd til en mere ensartet spiring af mikrogrønt – og hjælp til at finde ud af, hvad der kan være gået galt.

Hvorfor spirer mine frø ikke? De typiske årsager

Hvis dine frø ikke spirer, er det første skridt at se på forholdene omkring dem. Her er de mest almindelige årsager:

Frøene er gamle eller har mistet spireevnen

Hvis frøene er gamle eller har været opbevaret forkert, kan spireevnen være nedsat. Brug friske frø, og opbevar dem tørt, køligt og mørkt.

Frøene har fået for lidt vand

Frø skal have fugt for at kunne spire. Hvis hampemåtten tørrer ud, kan spiringen gå i stå. Sørg for, at måtten altid er våd - husk at der ikke må stå vand op omkring frøene.

Frøene har fået for meget vand

For meget vand kan også give problemer. Hvis frøene står meget vådt fra starten, kan de rådne i stedet for at spire. Sørg for, at vandet ikke står over hampemåtten.

Frøene mangler fugtighed omkring sig

Nogle frø spirer bedst, når luftfugtigheden er høj de første dage. Prøv derfor at dække spirebakken i de første 24-48 timer. Husk at give spirerne luft igen bagefter.

Det er for koldt

Temperaturen har betydning for spiringen. Hvis dine frø står meget køligt, kan spiringen gå langsommere. Stil derfor gerne spirebakken et lunt sted, mens frøene spirer. 

Frøene spirer naturligt langsomt

Nogle sorter tager ganske enkelt længere tid om at spire end andre. Dild, fennikel, hvidløg, koriander, kørvel og rødbede kan for eksempel være lidt langsommere. Det betyder ikke nødvendigvis, at noget er galt, du skal blive ved med at dække spirebakken til - det kan godt tage 6-8 dage før spiringen går i gang.

Hvordan får jeg en mere ensartet spiring?

Den bedste spiring kommer, når frøene får en god balance mellem fugt, luft og temperatur.

Start med at vande hampemåtten godt, inden du sår. Fordel derefter frøene så jævnt som muligt, så de ikke ligger i store klumper.

Nogle af de større frø kan med fordel lægges i blød først. Det gælder blandt andet ærter, solsikke, rødbede og tropaeolum.

Når frøene er sået, kan du dække spirebakken de første 24-48 timer. Det hjælper med at holde en højere luftfugtighed omkring frøene og giver dem gode betingelser for at komme i gang.

Kig til dine spirer hver dag. På den måde opdager du hurtigt, hvis de mangler vand eller har brug for mere luft.

Hvad gør jeg, hvis nogle frø spirer, og andre ikke gør?

Det er helt normalt, at spirerne ikke altid kommer op præcis samtidig. Hvis du har sået flere forskellige sorter i samme bakke, kan forskellen være endnu større, fordi frøene har forskellige spirehastigheder.

Hvis det kun er enkelte frø, der ikke spirer, er der derfor ikke nødvendigvis noget galt. Hvis en stor del af frøene ikke spirer, kan du gå tjeklisten ovenfor igennem og se på vand, temperatur, luftfugtighed og frøenes kvalitet.

Skal alle frø behandles ens?

Nej. Forskellige sorter kan have forskellige behov. Nogle frø spirer hurtigt og nemt, mens andre kræver lidt mere tålmodighed eller særlige forhold.

For eksempel kan amarant, rødbede og citronmelisse være lidt mere drilske at få til at spire. Derfor har vi lavet særskilte dyrkningsvejledninger til de forskellige sorter. Det kan være en god idé at følge vejledningen til netop den sort, du dyrker. Her kan du se alle dyrkningsvejledninger

Giv spirerne luft

Når frøene først er begyndt at spire, er det vigtigt at sørge for god luftcirkulation. Luft omkring spirerne hjælper med at holde miljøet sundt og mindsker risikoen for mug.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det hvide omkring dine spirer er naturlige rodhår eller mug, kan du læse mere i vores guide Er de hvide hår på mine spirer mug? – nej, det er rodhår.

Det vigtigste er balancen

Når du dyrker mikrogrønt, handler god spiring om balance. Frøene skal have vand nok til at spire, men ikke så meget, at de drukner. De skal have fugtighed omkring sig i starten, men også luft, når spiringen er i gang.

Og så skal du huske, at nogle sorter ganske enkelt tager længere tid end andre. Giv derfor dine frø lidt tid, hold øje med dem hver dag, og lær de forskellige sorter at kende. Med lidt erfaring bliver det hurtigt lettere at se, hvad dine spirer har brug for.