8. Dyrk mikrogrønt med børn – et sjovt familieprojekt

8. Dyrk mikrogrønt med børn – et sjovt familieprojekt

Et lille haveprojekt behøver hverken kræve en have, en masse udstyr eller flere måneders tålmodighed. Mikrogrønt kan dyrkes indendørs i vindueskarmen, og børn kan være med hele vejen fra de første frø til den lille høst.

På få dage begynder frøene at spire, og lidt efter lidt vokser de små planter frem. Det gør mikrogrønt til et hyggeligt projekt, hvor børnene både kan så, passe planterne, følge deres udvikling og til sidst klippe deres egen høst til maden.

Og det bedste er måske, at I ikke behøver vente hele sommeren på resultatet. Mange typer mikrogrønt kan høstes efter omkring en uges tid, mens andre skal bruge lidt længere tid.

Hvorfor er mikrogrønt et godt familieprojekt?

Mikrogrønt er nemt at gå til, fordi I hurtigt kan se, at der sker noget. Allerede efter få dage begynder de små frø at spire, og børnene kan følge udviklingen fra dag til dag.

Det er også et lille projekt, hvor børnene kan få et ansvar. Planterne skal passes, og der skal huskes på at vande, når de har brug for det. Det kan være en fin måde at vise børn, at levende planter ikke bare passer sig selv – de har brug for lys, vand og lidt opmærksomhed.

I kan også bruge projektet til at tale om, hvad der egentlig sker, når et lille frø bliver til en plante. Hvor kommer rødderne fra? Hvorfor vokser planten mod lyset? Og hvor hurtigt kan man egentlig se forskel fra den ene dag til den anden?

Og så er der maden. Når børn selv har været med til at så og passe noget, kan det være lettere at blive nysgerrig på også at smage på det. Det betyder ikke, at alle børn pludselig elsker radiser eller sennep – men det lille grønne, de selv har dyrket, kan føles mindre fremmed og mere spændende at prøve. Det kan være en lille vej til mere madmod og nysgerrighed over for nye smage.

Hvilket mikrogrønt skal I dyrke?

Der findes mange forskellige slags mikrogrønt, og det kan være sjovt at vælge ud fra både udseende, smag og hvor store frøene er.

Ærteskud

Ærtefrøene er store og nemme for små hænder at håndtere. De vokser til fine, grønne skud med en frisk og mild smag. Ærteskud er derfor et godt sted at begynde, hvis børnene selv skal være med til at så.

Solsikkeskud

Solsikkefrøene er også store og nemme at arbejde med. Det er spændende at følge, hvordan frøene først spirer, og hvordan de små planter derefter folder bladene ud. Solsikkeskud har en mild og lidt nøddeagtig smag.

Radise

Radise er sjov at dyrke, fordi den vokser hurtigt, og fordi smagen er helt anderledes end hos ærter og solsikke. De små planter har en frisk og let stærk smag. Det kan være oplagt at lade børnene smage på dem undervejs og sammenligne: Hvilken smag kan I bedst lide?

Et godt tip: I behøver ikke vælge den samme sort. Prøv gerne flere forskellige og gør det til en lille smagstest, når mikrogrøntet er klar.

Fra frø til mikrogrønt – lad børnene være med

Det meste af arbejdet kan børn sagtens være med til, men selvfølgelig afhænger det af alder og temperament.

1. Så frøene

Lad børnene hjælpe med at fordele frøene på hampemåtten. Det kan være en god anledning til at kigge lidt på frøene først. Hvordan ser de ud? Er de store eller små? Har de forskellige farver?

2. Giv dem vand

Når frøene er sået, skal de have vand. Lad børnene være med til at vande – og gør det gerne til en del af deres ansvar at huske at tjekke planterne. De skal ikke have vand hele tiden, men hampemåtten skal være fugtig, så frøene kan spire og planterne kan vokse.

3. Følg planterne hver dag

Tag et kig på planterne hver dag. Måske sker der ikke så meget den ene dag, men pludselig er der stor forskel fra dag til dag. I kan tage et billede hver dag eller lave en lille tegning af, hvordan planterne ser ud.

Hvor høje er de? Hvornår kom de første blade? Hvilken sort vokser hurtigst?

4. Hjælp dem med at trives

Planterne skal have lys, og de skal passes undervejs. Hvis børnene har ansvaret for en af bakkerne, kan de være med til at holde øje med, om den ser ud til at have det godt. Det er også en god anledning til at opdage, at planter ikke altid vokser helt ens. Hvis noget ser anderledes ud end forventet, kan I prøve at finde ud af hvorfor sammen.

5. Høst jeres mikrogrønt

Når mikrogrøntet er klar, er det tid til at finde saksen frem. Lad børnene klippe deres egen lille høst – og brug den med det samme i maden. Det kan være ekstra sjovt at lade børnene bestemme, hvad deres mikrogrønt skal bruges til.

Gør høsten til en del af maden

Mikrogrønt behøver ikke være en stor del af et måltid. En lille håndfuld kan gøre en helt almindelig ret lidt sjovere. Prøv for eksempel at bruge det:

  • oven på rugbrød eller en mad
  • i en sandwich
  • på æg eller omelet
  • på pasta eller pizza
  • i en salat
  • som grønt drys på familiens aftensmad

Lad gerne børnene selv vælge, hvor deres mikrogrønt skal ende. Og hvis de ikke har lyst til at smage første gang, er det helt okay. Næste gang kan de måske være nysgerrige.

Hvad hvis noget går galt?

En del af det sjove ved at dyrke selv er også, at ikke alt nødvendigvis bliver perfekt. Nogle frø spirer langsommere end andre. Nogle planter vokser lidt skjevt, og nogle gange kan man komme til at give for meget eller for lidt vand.

Brug det som en del af projektet i stedet for at se det som en fejl.

Hvorfor tror I, at den ene bakke vokser hurtigere? Har den fået mere lys? Har den fået mere eller mindre vand? Ser rødderne anderledes ud end sidst?

Det kan hurtigt blive til små opdagelser, som børnene selv er med til at finde svarene på. Hvis I oplever problemer med spiringen, kan I finde flere konkrete råd i vores guide til ensartet spiring.

Mikrogrønt kan vokse i vindueskarmen

Noget af det hyggelige ved mikrogrønt er, at I ikke behøver have en have for at dyrke selv. En vindueskarm er nok.

I kan starte med én lille spirebakke og se, om det bliver et projekt, I får lyst til at fortsætte med. Måske bliver det børnene, der minder resten af familien om, at det er tid til at vande. Måske bliver de mest interesserede i at følge planterne vokse. Eller måske viser det sig, at den lille grønne høst faktisk bliver dagens mest spændende ingrediens.

Uanset hvad er det en enkel måde at få lidt mere grønt ind i hverdagen – og gøre børnene til en del af hele vejen fra frø til mad.